|
Forside
- Indhold
- Bund
- Søg
- Forrige side
- Næste side
Energistatistik 2005
TRANSPORT
Energiforbrug til transport fordelt på transportform

Energiforbruget til transport voksede i 2005 med 4,9 PJ til 213,9 PJ. Det svarer til en stigning på 2,3%. Efter et fald i forbruget i 2002 er forbruget igen steget siden 2003. Stigningen fremkommer især som følge af et forøget energiforbrug til vejtransport og udenrigsluftfart.
Målt i forhold til 1990 er energiforbruget til transport vokset 25,7%.
Vejtransport og udenrigsluftfart er de store energiforbrugere med henholdsvis 75,9% og 17,0% af forbruget. I 2005 steg energiforbruget til vejtransport med 1,8 PJ til 162,3 PJ svarende til en stigning på 1,1%.
Forbruget til udenrigsluftfart faldt fra 2001 til 2002; men siden 2003 er forbruget vokset med 20,0%. I 2005 var forbruget 36,4 PJ.
Energiforbrug til transport fordelt på drivmidler

Forbruget af motorbenzin faldt 3,0% fra 2004 til 2005, mens forbruget af dieselolie voksede 6,3%. Det er en fortsættelse af udviklingen fra året før.
Betragter man udviklingen i de enkelte drivmidler til transport fra 1990 til 2005 er dieselforbruget vokset stærkest. Forbruget af dieselolie er steget 43,4%, mens forbruget af flybrændstoffer og motorbenzin er steget henholdsvis 38,2% og 10,5%.
Forbruget af andre drivmidler er i samme periode faldet 38,1%. Således er forbruget af autogas (LPG) til vejtransport næsten forsvundet. Gruppen af andre drivmidler omfatter også jernbanernes elforbrug, som er steget 83,6% fra 1990 til 2005. Elforbruget udgør dog fortsat kun en ganske beskeden andel af det samlede energiforbrug til transport.
Energiforbrug til vejtransport

Energiforbruget til vejtransport er klart største bidragsyder til det samlede energiforbrug til transport. I næsten hele perioden 1980-2003 har andelen været støt stigende. Men i se seneste år har andelen været faldende pga. et stadig større forbrug til udenrigsluftfart. I 1980, 1990 og 2003 var vejtransportens andel henholdsvis 70,8%, 76,3% og 78,6%. I 2005 var andelen faldet til 75,9%.
Inden for vejtransport er motorbenzin fortsat det mest anvendte drivmiddel. Men efter at forbruget af dieselolie siden 2002 er vokset stærkt, udgør dieselolien nu næsten en lig så stor andel. I årene 1980, 1990 og 2005 var dieseloliens andel henholdsvis 31,7%, 42,1% og 49,1%.

Forside
- Indhold
- Top
- Søg
- Forrige side
- Næste side
Denne side er kapitel 7 af 16 til publikationen "Energistatistik 2005".
Version nr. 1.0 af 20-11-2006
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering
© Energistyrelsen 2007
|