|
| Forside | | Indhold | | Bund | | Forrige | | Næste | "Danmarks olie- og gasproduktion 07" 5 RESERVEREnergistyrelsen foretager hvert år en opgørelse af de danske olie- og gasreserver. Reserverne er pr. 1. januar 2008 opgjort til henholdsvis 214 mio. m³ olie og 105 mia. Nm³ gas. Energistyrelsens nye opgørelse viser et fald i olie- og gasreserverne på henholdsvis 11 og 13 pct. i forhold til opgørelsen pr. 1. januar 2007. Reduktionen af reserverne skyldes hovedsagelig produktionen i 2007. Den forventede samlede indvinding af olie er i forhold til sidste års opgørelse nedskrevet med 8 mio. m³. Olieproduktionen i 2007 udgjorde 18 mio. m³, hvorfor faldet i oliereserverne samlet er 26 mio. m³. Der er pr. 1. januar 2008 produceret 315 mio. m³ olie, mens reserverne udgør 214 mio. m³. Produktionen i perioden 1972 - 2007 udgør således 60 pct. af den samlede forventede indvinding fra kendte felter og fund, se figur 5.1. I bilag C er vist Energistyrelsens reserveopgørelse pr. 1. januar 2008. Den teknologiske udvikling og eventuelle nye fund som følge af efterforskningsaktiviteterne, blandt andet i licenserne fra 6. udbudsrunde, forventes at tilføje opgørelsen yderligere reserver i fremtiden. 5 ÅRS PROGNOSEEnergistyrelsen udarbejder en 5 års prognose for produktion af olie og naturgas hvert forår, og prognosen revideres hvert efterår. Olie For 2008 forventes olieproduktionen at blive 16,4 mio. m³ svarende til ca. 283.000 tønder olie pr. dag, se tabel 5.1. Det er en nedgang på 9 pct. i forhold til 2007, hvor olieproduktionen var 18,1 mio. m³. I forhold til sidste års prognose for 2008 er det en nedskrivning på 8 pct., som hovedsagelig skyldes reducerede forventninger til produktionen fra felterne Syd Arne, Halfdan og Dan. fig. 5.1 Producerede oliemængder og oliereserver
Fra 2008 til 2009 forventes olieproduktionen at aftage yderligere, mens produktionen for resten af prognoseperioden derefter forventes at være nogenlunde konstant. I forhold til sidste års prognose er skønnet for produktionen i gennemsnit nedskrevet med 6 pct. i prognoseperioden. Det skyldes hovedsagelig reducerede forventninger til produktionen på Dan feltet samt en udsættelse af det forventede tidspunkt for idriftsættelse af Hejre feltet. Naturgas Produktionen af naturgas forventes i 2008 at blive 8,6 mia. Nm³, se tabel 5.1. I forhold til sidste års prognose er skønnet for produktionen i gennemsnit nedskrevet med 6 pct. i prognoseperioden. For årene 2008 og 2009 er nedskrivningen foretaget med baggrund i, at den faktiske produktion af naturgas i 2007 blev lavere end skønnet. For resten af prognoseperioden skyldes nedskrivningen udsættelse af det forventede tidspunkt for idriftsættelse af felterne Hejre og Amalie. tabel 5.1 Forventet produktion af olie og naturgas
SELVFORSYNINGSGRADER I DE KOMMENDE 5 ÅRDanmark har været netto-selvforsynende med energi siden 1997. Danmark er selvforsynende med energi, når energiproduktionen overstiger energiforbruget i en samlet energimæssig opgørelse. Forbruget af forskellige energiprodukter er ikke fordelt på samme måde som energiproduktionen. Derfor kan der forekomme import af visse produkter, selv om Danmark – energimæssigt opgjort – er selvforsynende. Den samlede produktion af olie, gas og vedvarende energi var i 2007 31 pct. større end det samlede energiforbrug. Dette er et fald i forhold til året før, hvor produktionen oversteg forbruget med 44 pct. Faldet skyldes hovedsagelig en nedgang i olieproduktionen. Olie- og gasproduktionen oversteg det samlede energiforbrug i 2007 med 15 pct. og det samlede forbrug af olie og gas med 92 pct. Tabel 5.2 viser Energistyrelsens forventninger til udviklingen i selvforsyningsgrader i de kommende 5 år. Energistyrelsen udarbejder prognoser for forbruget af olie og naturgas i Danmark. Den anførte forbrugsprognose er Energistyrelsens prognose, som lå til grund for energiaftalen af 2. februar 2008. De forventede selvforsyningsgrader i tabellen udviser generelt et fald i forhold til de tilsvarende tal opgjort i rapporten ”Danmarks olie- og gasproduktion 2006”. Faldet skyldes primært, at forventningerne til olie- og gasproduktionen er nedskrevet i forhold til sidste års prognose. Som det fremgår af tabel 5.2 forventer Energistyrelsen, at Danmark også i de kommende 5 år vil være selvforsynende med energi. tabel 5.2 Selvforsyningsgrader
A. Produktion af olie og gas i forhold til forbruget af olie og gas. 20 ÅRS PROGNOSEfig. 5.2 Reservebidrag, olie
Energistyrelsen udarbejder årligt en 20 års prognose for produktion af olie og naturgas baseret på reserveopgørelsen. Prognosen opdeles i henholdsvis et reservebidrag for olie og et reservebidrag for naturgas. En prognose, som dækker en periode på 20 år, er mest pålidelig først i perioden, og det ligger i prognosens metodik, at produktionen falder efter en kort årrække. Reservebidragets forløb for olie er generelt aftagende, se figur 5.2. Dog forventes en periode fra 2009 til og med 2012 med nogenlunde konstant produktion, der skyldes udbygning af nye felter og videre udbygning af en række eksisterende felter. I prognosen er ikke forudsat større udbygninger efter 2012, og produktionen forventes om 10 og 15 år at udgøre henholdsvis omkring halvdelen og en fjerdedel af produktionen i 2007. fig. 5.3 Reservebidrag, naturgas
Produktionsfaldet kan dog forventes opbremset af den teknologiske udvikling, som kan øge indvindingen fra prognosens felter, og eventuelle nye fund som følge af efterforskningsaktiviteterne i blandt andet licenserne fra 6. udbudsrunde. Reservebidraget for naturgas er vist på figur 5.3. De første år forventes en nogenlunde konstant mængde produceret, hvorefter der forventes et aftagende forløb af produktionen. I modsætning til olieproduktionen, der umiddelbart kan afsættes til den gældende markedspris, er det en forudsætning for produktion af naturgas, at der er indgået kontrakter om levering. Siden salget af gas begyndte i 1984, er leverancerne af naturgas fra A. P. Møllers Eneretsbevilling primært sket i henhold til kontrakter for gassalg indgået mellem DUC-selskaberne og DONG Naturgas A/S. Det nuværende aftalekompleks omfatter ikke et fast, samlet volumen, men en årlig mængde, der leveres så længe, det er teknisk og økonomisk forsvarligt for DUC at opretholde produktionen på dette niveau. fig 5.4 Olieproduktion og reservebidrag
I 1997 blev der endvidere indgået aftale om køb af gassen fra Syd Arne feltet mellem Hess Denmark ApS-gruppen og DONG Naturgas A/S, og i 1998 blev der indgået kontrakt med DONG Naturgas A/S om leverance af DONG-gruppens andel af gassen fra Lulita feltet. Endvidere er der medregnet naturgasproduktion som følge af eksportkontrakter gennem rørledningen fra Tyra Vest via NOGAT-rørledningen til Holland. SELVFORSYNING I DE KOMMENDE 20 ÅRPå figur 5.4 er for olie vist den producerede mængde samt det historiske forbrug. Endvidere fremgår reservebidraget samt styrelsens prognose, som lå til grund for energiaftalen fra februar 2008. Der er markant forskel på forløbet af prognoserne for forbrug og produktion. Forbrugsprognosen har et næsten konstant forløb, mens produktionsprognosen er stærkt aftagende, bortset fra en årrække i starten af prognoseperioden, hvor produktionen forventes at være nogenlunde konstant. Det aftagende forløb for produktionen skyldes, at der ikke i den viste prognose er medtaget yderligere udbygning af kendte felter med ny teknologi eller udbygning af nye fund. Med disse forudsætninger for produktionen forventes Danmark at være selvforsynende med olie til og med 2017. Prognoserne for naturgas udviser et lignende forløb som for olien, og Danmark forventes at være selvforsynende med naturgas til og med 2016 med reservebidraget som prognosegrundlag. Dog forventes den teknologiske udvikling og eventuelle nye fund som følge af efterforskningsaktiviteterne at bidrage med yderligere produktion og dermed forlænge Danmarks periode med selvforsyning med olie og naturgas, se nedenfor. Hvorfor falder Danmarks olieproduktion? Den danske olieproduktion toppede i 2004 og har siden været faldende. I 2007 var produktionen 20 pct. mindre end i 2004. Produktionen fra et felt vil falde af naturlige årsager. For et felt, som produceres ved naturlig dræning, vil olieproduktionen falde som følge af, at trykket i reservoiret falder. For felter med trykvedligeholdelse, eksempelvis vandinjektion, vil den samlede producerede mængde af olie og vand være nogenlunde konstant i feltets levetid. Men olieproduktionen vil falde og vandandelen stige, efterhånden som det injicerede vand vil trænge igennem til produktionsboringerne. På figuren nedenfor er vist den historiske olieproduktion fra Dan feltet siden 1985 og en prognose for de næste 5 år. Det ses, at produktionen er steget siden midten af 80’erne og indtil 2001, hvor produktionen toppede. Den stigende olieproduktion skyldes yderligere udbygning af feltet med vandrette brønde og vandinjektion. Feltet er også blevet udbygget yderligere efter 2001, men den yderligere produktionen fra de nye tiltag har ikke kunnet opveje det naturlige fald i olieproduktionen. Ifølge prognosen for de næste 5 år forventes også en faldende tendens for olieproduktionen fra feltet. Olieproduktion fra Dan feltet og samtlige danske felter, mio. m³
Selv om den danske produktion består af bidrag fra mange felter, ligner forløbet for den samlede, danske olieproduktion Dan feltets produktionsudvikling. I perioden fra 1985 til 2004 blev der sat adskillige felter i produktion, og samtidig blev en række store felter udbygget med vandrette brønde og vandinjektion således, at den danske olieproduktion steg markant. Produktionen fra de fleste danske felter har været faldende siden 2004, og det har resulteret i faldet i den samlede produktion. Af figuren ses, at den samlede produktion i anden halvdel af prognoseperioden forventes at være nogenlunde konstant, begrundet i videre udbygning af eksisterende felter og udbygning af en række nye felter. Det videre forløb af prognosen kan ses på figur 5.2. Produktionsfaldet efter 2012 kan dog forventes opbremset af den teknologiske udvikling og eventuelle nye fund som følge af efterforskningsaktiviteterne i blandt andet licenserne fra 6. udbudsrunde. RESSOURCEREt skøn over de danske olie- og gasressourcer kan opdeles i tre bidrag: Et reservebidrag, som udarbejdes på grundlag af, hvor meget olie og gas der kan indvindes fra kendte felter og fund med nuværende produktionsmetoder. Et teknologibidrag, der er et skøn over de mængder af olie og gas, der vurderes yderligere at kunne indvindes ved brug af ny teknologi. Et efterforskningsbidrag, som er et skøn over de mængder af olie og gas, der vurderes at kunne indvindes fra nye fund. Det skal understreges, at skøn over teknologi- og efterforskningsbidragenes størrelser er behæftet med stor usikkerhed. Energistyrelsens skøn for teknologibidraget for olie tager udgangspunkt i en forøgelse af den gennemsnitlige indvindingsgrad på de danske felter med 5-10 pct. point. Den gennemsnitlige indvindingsgrad er de samlede indvindelige oliemængder i forhold til de samlede tilstedeværende mængder. Baseret på reserveopgørelsen er den gennemsnitlige forventede indvindingsgrad for olie i dag 23 pct. Det skal understreges, at en antagelse om en forøgelse af den gennemsnitlige indvindingsgrad for olie med omkring 5-10 pct. point er baseret på en vurdering af den historiske udvikling, idet den gennemsnitlige indvindingsgrad er steget med 9 pct. point siden 1990. Det er ikke muligt at forudse, hvilke nye teknikker der vil bidrage til yderligere produktion eller at estimere, hvor meget disse teknikker vil bidrage til produktionen. Rapporten ”Analyse vedrørende olie og naturgasressourcer, Maj 2005” er en baggrundsrapport til Energistrategi 2025. Her blev der anvendt et teknologibidrag svarende til en forøgelse af indvindingsgraden på 5 pct. point baseret på den daværende relativt lave oliepris. I rapporten blev det også fremhævet, at der med en relativ høj oliepris vil være et betydeligt incitament til udvikling af ny teknologi. Baseret på den nuværende relativt høje oliepris skønnes det, at indvindingsgraden kan øges med 10 pct. point. Teknologibidraget forventes produceret over en længere periode end forudsat i sidste prognose. fig 5.5 Olieproduktion og prognose
Nye teknikker skal implementeres, mens felterne producerer. Oftest vil det ikke være økonomisk rentabelt at indføre ny teknologi, når et felt først er lukket. Dette indebærer, at der er et begrænset tidsrum til at indføre nye teknikker i. Styrelsens skøn for efterforskningsbidraget tager blandt andet udgangspunkt i en opgørelse af efterforskningspotentialet fra medio 2003, som blev lavet i forbindelse med 6. udbudsrunde. Efterforskningspotentialet blev medio 2003 vurderet til 205 mio. m³ olie og 152 mia. Nm³ gas. Rapporten ”Danmarks olie- og gasproduktion 2003” indeholder en beskrivelse af opgørelsen og af den systematik, der er anvendt. Styrelsens prognoseskøn for olie indeholdende reserve-, teknologi- og efterforskningsbidrag er vist på figur 5.5. Endvidere er styrelsens prognose, som lå til grund for energiaftalen fra februar 2008 vist. Danmark forventes at være selvforsynende med olie til og med 2017 baseret på reservebidraget. Hvis teknologi- og efterforskningsbidraget medregnes, skønnes Danmark at være selvforsynende med olie i omkring yderligere 20 år. Danmark forventes at være selvforsynende med naturgas til og med 2016 på grundlag af reservebidraget. For naturgas forventes ikke noget markant teknologibidrag, da | Forside | | Indhold | | Top | | Forrige | | Næste | Version 1.0 Juni 2008 • © Energistyrelsen. Udgivet af Energistyrelsen, www.ens.dk |